18/08/2026 0 Kommentarer
Fernisering på efterårets kunstudstilling i Menighedshuset
Fernisering på efterårets kunstudstilling i Menighedshuset

Mona Boel fortæller:
Jeg er født og opvokset med saltvand, sol og blæst i Paris ved Lemvig og bor nu i Struer.
Jeg har altid været kreativ og brugt mine hænder - været nysgerrig. Jeg lærte tidligt at strikke, holdt aldrig op med at tegne og havde altid lommerne fulde af fantastiske sten når jeg kom fra stranden. Det har jeg i øvrigt stadig, ligesom jeg også altid har gang i en masse forskellige, kreative projekter. Jeg elsker at prøve noget nyt, sætte ting sammen på nye måder og arbejde med nye materialer. Der er altid noget nyt at prøve af og en anden måde at se motiverne på.
Det betyder også, at det jeg arbejder med hele tiden ændre og udvikler sig. Det jeg lavede for to år siden, kan være langt fra det jeg laver i dag.
Dog har de motiver, jeg har malet og tegnet de sidste år først og fremmest været dyr og portrætter af mennesker, der har levet på kanten af livet. Og så kan jeg godt lide at gå helt tæt på!
Jeg arbejder mest med akrylmaling og oliepastel men leger også med mere flydende medier som tusch og blæk. Jeg blander gerne teknikker og materialer både i mine billeder og skulpturer.
Jeg maler først og fremmest for min egen fornøjelses skyld. Jeg finder ro og energi i den kreative verden, hvor håndens arbejde tolker og videregiver tankernes veje.
Jeg har haft værker med på:
Gimsinghoveds censurerede Efterårsudstilling,
Kunstforeningen Limfjordens Forårsudstilling,
Forårsudstilling i Stoholm,
Skolekunstforeningen Midt-Vest,
samt på forskellige private og offentlige udstillinger.
Du kan finde mig både på Mona Boel Art.com på Facebook og instagram samt hos Galleri 1 i Struer gågade.
Jeg håber, du får fornøjelse af udstillingen.
Kommentarer